Ukraine mistænker over 600 russere for krigsforbrydelser

    Ukraine har identificeret mere end 600 russere, som mistænkes for at have begået krigsforbrydelser under den russiske invasion af Ukraine.

    Der er foreløbig indledt sager mod omkring 80 af dem. Det oplyser chefanklager i Ukraine Iryna Venediktova tirsdag på et pressemøde.

    Listen af mistænkte inkluderer russiske “militærledere, politikere og propagandaagenter”, siger hun.

    Hun oplyser desuden, at flere lande har sluttet sig til et internationalt hold af efterforskere, der undersøger krigsforbrydelser i Ukraine.

    Indledningsvis var efterforskere fra Ukraine, Litauen og Polen en del af efterforskningsholdet. Senest har Estland, Letland og Slovakiet tilsluttet sig, siger hun.

    De arbejder sammen med Den Internationale Straffedomstol (ICC). Den indledte sine undersøgelser af mulige krigsforbrydelser i Ukraine i begyndelsen af marts.

    Rusland begyndte invasionen af Ukraine 24. februar.

    ICC-chefanklager Karim Khans kontor har sendt 42 repræsentanter afsted til Ukraine, hvor de undersøger mulige krigsforbrydelser. Det er en rekordstor gruppe, har han tidligere fortalt.

    Han oplyser tirsdag, at ICC “arbejder mod at åbne et kontor i Kyiv” for at understøtte efterforskningen.

    Iryna Venediktova oplyser også tirsdag, at Ukraine har identificeret flere tusinde formodede krigsforbrydelser i den østlige region Donbas, hvor en russisk offensiv er i gang.

    De er blandt de i alt cirka 15.000 sager om krigsforbrydelser, som Ukraine har identificeret siden begyndelsen af den russiske invasion.

    Antallet af sager stiger med 200-300 om dagen ifølge Venediktova.

    Tidligere tirsdag blev to russiske soldater idømt hver 11 år og seks måneders fængsel af en ukrainsk domstol.

    Tidligere på måneden blev en russisk soldat idømt livstid for at have dræbt en civil i Ukraine.

    /ritzau/Reuters