Et tredje tilfælde af abekopper er fundet i det danske sundhedsvæsen, men da vedkommende er bosat i Sverige, tæller tilfældet ikke med i den danske opgørelse.
Dermed er der en uge efter første smitte med abekopper kun to bekræftede tilfælde i Danmark.
Det skriver Sundhedsministeriet i en pressemeddelelse.
Det nye tilfælde er til gengæld registreret i Sverige og indgår i de svenske myndigheders opgørelse. Det skriver det svenske nyhedsbureau TT.
Vedkommende er fra region Skåne, men er diagnosticeret i Danmark. Med tilfældet er der i alt bekræftet fire smittede med abekopper i Sverige.
Det første tilfælde af abekopper i Danmark blev bekræftet 23. maj, mens det andet tilfælde fulgte 24. maj. Begge havde været på rejse i Spanien.
Fredag havde Styrelsen for Patientsikkerhed fundet syv nære kontakter.
Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) siger i meddelelsen, at myndighederne bliver ved med at overvåge og opspore eventuelle nye tilfælde.
– Det er positivt, at ingen af de smittede endnu ser ud til at have givet smitten videre i Danmark.
Abekopper er en virussygdom. Den kan blandt andet give feber og udslæt med hvide blærer.
Det danske medicinalselskab Bavarian Nordic har indgået aftaler med flere lande om at levere koppevacciner. Det meddelte selskabet mandag aften.
Aftalernes præcise indhold er dog endnu ukendt.
Fredag modtog Danmark de første 200 vacciner mod abekopper fra Holland. De skal tilbydes personer, der har været i nær kontakt med smittede.
En risikovurdering fra Statens Serum Institut (SSI) viste i uge 21, at der er meget lav risiko for spredning af abekopper i den brede befolkning.
Det er, fordi sandsynligheden for alvorlige forløb med abekopper vurderes som lav i Danmark.
Instituttet bemærkede dog, at der er “høj sandsynlighed for spredning blandt personer med flere seksualpartnere – herunder blandt mænd, der har sex med mænd i udlandet”.
Smitte med abekopper mellem mennesker kan ske gennem luftveje eller ved tæt kontakt med kropsvæsker enten direkte eller indirekte.
/ritzau/











