Forsvarsministeriet frifindes af Højesteret i en sag, som 23 irakere har anlagt med påstand om erstatning for overgreb.
I tirsdagens afgørelse når landets øverste domstol frem til et andet resultat end kollegerne i Østre Landsret i sagen om den militære operation, som blev kaldt “Green Desert”, i 2004.
Landsretten mente, at 18 af irakerne havde været udsat for en inhuman behandling hos irakiske myndigheder. Og at Danmark var ansvarlig, fordi man ikke tilså fangerne. Også selv om danske soldater ikke havde lagt hånd på irakerne, som var blevet taget til fange i en landsby nær Basra.
Men Højesteret er altså nået frem til en helt anden konklusion.
Under sagen har Forsvarsministeriet understreget flere gange, hvor meget der var på spil.
– Det kan have vidtrækkende konsekvenser, hvis dommen får lov at stå, sagde ministeriets advokat, Peter Biering, til Højesteret.
/ritzau/











