Tysklands regering og opposition er blevet enige om at bruge 100 milliarder euro på at modernisere det tyske militær i lyset af truslen fra Rusland.
Beløbet svarer til omkring 743 milliarder danske kroner.
De tyske politikere lavede sent søndag aften aftalen, der sikrer de mange penge til det tyske militær. Aftalen indeholder indkøb, der betyder, at Tyskland kommer til at opnå Natos mål om at bruge to procent af bruttonationalproduktet, bnp, på landets forsvar.
Bnp er et udtryk for størrelsen af et lands økonomi og er det mest anvendte nøgletal til at måle det.
Aftalen er indgået efter flere ugers hårde forhandlinger mellem regeringen og oppositionen.
Tre dage efter at Rusland invaderede Ukraine, sagde Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, at regeringen ønskede at øge forsvarsbudgettet og tilføre det 100 milliarder euro.
Det er nu faldet på plads.
Scholz er dog blevet kritiseret for at være fej i støtten til Ukraine, mens han også er blevet beskyldt for ikke at gøre nok for at få leveret våben til det krigshærgede land.
/ritzau/AFP











