Erdogan fastholder modstand mod svenske og finske Nato-ansøgninger

    Sverige og Finland lader ikke til at have opnået et gennembrud i forsøget på at blive medlemmer af Nato.

    Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, holder således tilsyneladende fast i sin modstand mod svenske og finske ansøgninger.

    Til det tyrkiske statsmedie TRT Haber siger han, at forhandlinger med svenske og finske delegationer denne uge ikke blev ført på det “forventede niveau”.

    Han langer samtidig ud efter de to lande for at være “uærlige”.

    – Så længe Tayyip Erdogan er leder af Tyrkiet, kan vi helt klart ikke sige ja til, at lande, der støtter terrorisme, kan blive optaget i Nato, siger han.

    Kommentarerne skal være kommet lørdag efter et besøg i Aserbajdsjan.

    Tyrkiet mener, at Finland og især Sverige har en for slap kurs over for Det Kurdiske Arbejderparti (PKK).

    PKK er på EU’s, USA’s og Tyrkiets terrorliste.

    Svenske og finske diplomater var ellers i Tyrkiet onsdag i et forsøg på at nå frem til en aftale med Nato-landet.

    Men endnu er der et stykke vej til en historisk udvidelse af den vestlige forsvarsalliance.

    De to alliancefri lande har gradvist nærmet sig Nato over en årrække og besluttede officielt at søge om optagelse efter Ruslands invasion af Ukraine. Det skete for omtrent halvanden uge siden.

    Alle 30 Nato-lande skal godkende planerne om en udvidelse for, at den kan gennemføres.

    /ritzau/Reuters