Karnevalet i Aalborg, som lørdag er i gang, har indtil videre givet anledning til en enkelt anholdelse. Den kom i forbindelse med gadeuorden.
Det meddeler Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse. Den overordnede melding er dog, at det er forholdsvist roligt i byen.
– Selv de erfarne politifolk, der har siddet på karnevalsvagten i årevis, kan ikke erindre, at vi før har passeret klokken 14.00, uden at der er løbet flere anmeldelser ind, siger vicepolitiinspektør Anders Uhrskov i pressemeddelelsen. Han er ansvarlig for politiets indsats under karnevalet.
Ifølge politiet modtager de fortsat løbende anmeldelser om blandt andet uorden. Dog uden, at det indtil videre har ført til flere anholdelser.
Politiet forventer, at der kan komme mere arbejde i løbet af dagen og aftenen.
– Efterhånden som promillen går op, kan vi forvente, at lunterne bliver kortere. Det er vi forberedt på, men vi må igen understrege, at vi er utroligt tilfredse med den generelle opførsel fra deltagerne i år, siger Anders Uhrskov.
/ritzau/











