Knap tre millioner ukrainere er flygtet videre fra nabolande

    Næsten tre millioner ukrainske flygtninge er taget videre fra det naboland, som de oprindeligt flygtede til, til andre europæiske lande.

    Det viser tal fra FN’s flygtningeorganisation, UNHCR.

    Tallet lyder på 2,9 millioner og udgør lidt under halvdelen af de i alt 6,6 millioner personer, der er flygtet som følge af krigen.

    Ud af de lande, der ikke grænser op til Ukraine, har Italien, Tjekkiet og Tyskland taget imod flest ukrainske flygtninge, skriver FN.

    Polen er det ukrainske naboland, der har taget imod flest flygtninge under krigen. Over 3,5 millioner er flygtet til Polen, hvilket altså udgør mere end halvdelen af alle flygtede. Rumænien har modtaget knap en million.

    I begyndelsen af marts flygtede næsten 100.000 personer dagligt fra Ukraine til Polen. Det tal er i maj faldet til omkring 20.000 dagligt.

    /ritzau/AFP