Endnu et hollandsk skib er taget for ulovlig fiskeri i Nordsøen

    Endnu et hollandsk fiskefartøj er blevet taget i at fiske med ulovlige redskaber i Nordsøen.

    Det oplyser Fiskeristyrelsen i en pressemeddelelse.

    Sagen er endnu ikke færdigbehandlet. Fiskeristyrelsen vurderer dog foreløbigt, at sagen vil blive anmeldt til politiet med et bødekrav på op til 400.000 kroner.

    Tidligere i maj og i april blev to hollandske fiskefartøjer politianmeldt for ulovligt fiskeri efter rødspætter i et yngleområde i Nordsøen.

    Alle tre skibe er bomtrawlere. Det er et fiskefartøj, der bruger et trawl, som slæbes hen over havbunden.

    I den seneste sag fra weekenden opdagede Fiskeristyrelsens kontrolskib “Vestkysten”, at den hollandske bomtrawler fiskede med ulovlige inderposer i trawlene.

    En inderpose er en ulovlig, fintmasket fangstpose, som er monteret inden i det lovlige trawl, lyder det i pressemeddelelsen.

    Fiskeri med inderpose forhindrer små fisk i at slippe ud af trawlet og er et brud på reglerne, skriver Fiskeristyrelsen videre.

    – Når man fisker med inderposer, fanger man også de mindste fisk i bestandene. Det er et klart brud på EU’s fælles fiskeripolitik, der skal sikre et bæredygtigt fiskeri, siger Jesper Bech Eiersted, skibsfører på “Vestkysten”, i pressemeddelelsen.

    – Ud over de ulovlige inderposer blev det under fiskerikontrollen konstateret, at der ligeledes foregik ulovligt udsmid af fisk. Ifølge reglerne skal den fulde fangst altid medbringes i land, så der kan afskrives de rette mængder fisk på kvoterne.

    Fiskeristyrelsen oplyser videre, at en samlet oversigt over større overtrædelsessager og politianmeldelser i 2022 forventes offentliggjort i midten af juni.

    /ritzau/