Kevin Spacey er sigtet for fire seksuelle overgreb mod mænd

    Den amerikanske skuespiller Kevin Spacey er i Storbritannien blevet sigtet for fire tilfælde af seksuelle overgreb mod tre forskellige mænd.

    Det oplyser den britiske anklagemyndighed Crown Prosecution Service.

    – Han er også blevet sigtet for at få en person til at deltage i seksuelle aktiviteter med penetration uden samtykke, siger anklagemyndighedens leder, Rosemary Ainslie, i en udtalelse torsdag.

    – Sigtelserne kommer, efter at politiet i London har indsamlet beviser i forbindelse med sin efterforskning, tilføjer hun.

    62-årige Kevin Spacey har i lang tid været væk fra film og tv på grund af andre anklager om overgreb fra både mænd og kvinder.

    Spacey var engang en af de største stjerner i Hollywood. Han havde senest blandt andet stor succes med Netflix-serien “House of Cards”.

    Amerikaneren har tidligere fået en Oscar for sin hovedrolle i filmen “American Beauty” og for birollen i filmen “The Usual Suspects”.

    /ritzau/