USA’s våbenentusiaster vil stimle sammen trods skoleskyderi

    Det Nationale Riffelforbund (NRA) i USA afholder sin kongres over weekenden trods skoleskyderiet i Texas.

    Det oplyser NRA i en erklæring på sin hjemmeside.

    – Vores dybeste sympati er med familierne og ofrene involveret i denne forfærdelige og onde forbrydelse.

    – Selv om undersøgelser er undervejs, og fakta stadig kommer frem, ser vi denne handling som en, der blev udført af en enlig, forstyrret kriminel.

    – Når vi samles i Houston, vil vi reflektere over disse hændelser, bede for ofrene, anerkende vores patriotiske medlemmer og love at forstærke vores forpligtelse til at gøre vores skoler sikre, hedder det i erklæringen.

    Blandt andre tidligere præsident Donald Trump skal tale ved kongressen, der er den første i tre år. De to foregående år er den blevet aflyst på grund af coronapandemien.

    USA blev tirsdag ramt af et landets værste skoleskyderier i årevis.

    19 børn og 2 lærere blev dræbt, da en gerningsmand gik til angreb på Robb Elementary School i den lille by Uvalde nær Mexico i Texas.

    Byen ligger bare små fire timer fra Houston, hvor våbenentusiaster i NRA fra fredag til søndag holder kongres.

    Flere, heriblandt præsident Joe Biden, har efterfølgende gentaget ønsket om strammere våbenkontrol i USA.

    Men den magtfulde våbenlobby, som NRA er en helt central del af, vil modarbejde det, ligesom den tidligere har gjort med succes.

    I USA er retten til at bære våben en forfatningssikret ret. Især mange republikanske vælgere ser netop den ret som en vigtig del af deres selvforståelse.

    Debatten om våbenlovgivning i USA er langtfra ny, men lovgivningen har ikke ændret sig nævneværdigt de seneste mange år.

    Derudover er skydevåben – især militærvåben og halvautomatiske pistoler – ifølge AFP billigere og mere tilgængelige end nogensinde i USA.

    Retten til at bære våben er sikret i USA’s forfatning, og sådan har det været i over 200 år.

    /ritzau/