Macron skifter ud med ny udenrigs- og forsvarsminister

    Frankrig har fået sin kun anden kvindelige udenrigsminister. Det er tidligere ambassadør Catherine Colonna, der er et af flere nye ansigter i den regering, som Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, har udpeget.

    Navnene på de nye ministre blev fredag meddelt af Macrons stabschef.

    Sebastien Lecornu, der hidtil har været minister for oversøiske territorier, er ny forsvarsminister.

    Bruno Le Maire bliver på posten som finansminister. En anden genganger fra den tidligere regering bliver indenrigsminister Gérald Darmanin.

    Også justitsminister Eric Dupond-Moretti bliver i sit embede.

    Det meddeler Élysée-palæet.

    Macron blev genvalgt som fransk præsident i april, hvor han vandt over højrefløjslederen Marine Le Pen.

    På valgaftenen lovede han, at de næste fem år “ikke blot bliver en fortsættelse af de seneste fem år”.

    Han sagde også, at han vil lede Frankrig med “fornyede metoder”, og at en “ny æra” venter forude.

    Samtidig forsøgte han at imødekomme de millioner af vælgere, der havde stemt på Le Pen, samt de millioner, der stemte på ham for at holde hende fra magten.

    Macron gav udtryk for, at han har hørt vælgernes frustrationer og “den vrede og de uenigheder, der har fået mange af vores landsmænd til at stemme på den yderste højrefløj”, sagde han på valgaftenen.

    Frankrig holder parlamentsvalg i juni. Første valgrunde finder sted 12. juni, og den anden og afgørende runde holdes 19. juni.

    Marine Le Pen fik vind i sejlene af sin andenplads ved præsidentvalget.

    Meningsmålinger tyder på, at Macron vil blive i stand til at danne en flertalsregering. Men han og hans midterparti, La République en marche, er under pres på både højre- og venstrefløj.

    Hvis Macron og hans allierede taber parlamentsvalget i næste måned, vil præsidenten være nødt til udpege en ny premierminister fra det parti eller den alliance, der får flertal. Vedkommende skal så danne en ny regering.

    Mandag udnævnte Macron den 61-årige Elisabeth Borne som ny fransk premierminister.

    Hun har tidligere været en del af hans regering, først som miljøminister og siden som beskæftigelsesminister.

    Borne er den første kvinde i over 30 år på posten som premierminister i Frankrig.

    /ritzau/Reuters