Efter rædselsstart på 2022: Ambu skifter topchef

    Når ledelsen i det danske medicoselskab Ambu møder ind på arbejde fredag, vil der være en ny topchef ved roret.

    I en meddelelse til fondsbørsen torsdag oplyser Ambu, at Juan Jose Gonzalez stopper og erstattes allerede fredag af Britt Meelby Jensen.

    Selskabet er bedst kendt for at sælge engangsendoskoper. Det bruges til kikkertundersøgelser, der også kaldes endoskopier.

    Ambu har over længere tid tabt værdi blandt aktiehandlende. Den markedsværdi, Ambu havde ved nytår, var næsten halveret, da handlen lukkede onsdag.

    Markedet reagerer på fyringen ved at øge værdien af Ambu-aktien med 7,5 procent.

    Britt Meelby Jensen er hverken fremmed i medicobranchen eller Ambu. Fra 2015 til 2019 var hun topchef i Zealand Pharma. Og siden 2019 har hun siddet i Ambus bestyrelse.

    Ifølge bestyrelsen bliver skiftet foretaget, fordi selskabets strategi skal udføres anderledes. I meddelelsen til børsen skriver bestyrelsen:

    – Siden Juan Jose Gonzalez blev direktør i 2019, har Ambu gjort store fremskridt og opnået vigtige milepæle i den strategiske transformation mod at blive verdens største engangsendoskop-selskab.

    – Men covid-19-pandemien, den nylige makroøkonomiske modvind og et svagere end forventet økonomisk resultat kræver, at vi eksekverer anderledes på vores strategi.

    /ritzau/