Rwanda venter de første asylansøgere fra Storbritannien i maj

    Rwanda forventer at modtage de første 50 asylansøgere fra Storbritannien i slutningen af maj.

    Det siger en talsmand for Rwandas regering ifølge Reuters torsdag.

    – Ifølge de oplysninger vi har, vil den første gruppe migranter ankomme ved månedens udgang. Men det er den britiske regering, der ved, hvor mange der vil komme, og hvornår de vil komme, siger talsmanden, Alain Mukararinda.

    Den britiske regering har ikke bekræftet oplysningen.

    Tidligere torsdag meddelte britiske ngo’er ellers ifølge dpa, at den britiske regering er blevet tvunget til at udskyde de planlagte udsendelser af asylansøgere til Rwanda.

    Ngo’erne er gået til domstolene for at få udsendelserne stoppet.

    Storbritanniens premierminister, Boris Johnson, sagde i weekenden, at 50 asylansøgere har fået besked på, at de vil blive fløjet til det østafrikanske land inden for to uger. Det vil sige i slutningen af maj.

    Clare Moseley, der er stifter af den britiske ngo Care4Calais, siger, at hun er “lettet” over nyheden om, at udsendelserne nu er udskudt. Ifølge hende vil det nu tidligst ske den 6. juni.

    – Indtil i aftes havde regeringen antydet, at det kunne ske i næste uge, siger hun til dpa.

    Johnson fremlagde i midten af april en plan for at sende flygtninge til Rwanda.

    Det betyder, at alle, der ulovligt kommer til Storbritannien, fremover kan blive sendt til Rwanda for at få behandlet deres asylansøgning.

    Det skal ifølge Boris Johnson “afskrække” asylansøgere fra at tage til Storbritannien.

    Den danske regering arbejder på at indgå en tilsvarende aftale med Rwanda om at etablere et modtagecenter for asylansøgere.

    /ritzau/