USA støtter de nye Nato-bejlere og lover at være på vagt

    USA står klar til at forsvare Sverige og Finland, mens de to lande søger medlemskab af den vestlige forsvarsalliance Nato.

    Det fastslår præsident Joe Biden onsdag i en udtalelse fra Det Hvide Hus.

    – Mens deres Nato-ansøgninger bliver overvejet, vil USA samarbejde med Finland og Sverige om fortsat at være på vagt mod trusler mod vores fælles sikkerhed og om at forhindre og konfrontere aggressioner eller trusler om aggressioner, lyder det fra den amerikanske præsident.

    Han siger samtidig, at USA bakker kraftigt op om ansøgningerne.

    – Finland og Sverige er USA’s langvarige og loyale partnere.

    – Ved at tilslutte sig Nato, styrker de yderligere vores forsvarssamarbejde og gavner hele den transatlantiske alliance, skriver Biden.

    Præsidenten byder torsdag velkommen i Det Hvide Hus til Sveriges statsminister, Magdalena Andersson, og Finlands præsident, Sauli Niinistö.

    Her skal de diskutere Nato-ansøgningerne og europæisk sikkerhed.

    Sverige og Finland afleverede onsdag morgen officielt deres ansøgninger.

    /ritzau/