Rusland siger, at landet er gået med til at evakuere sårede ukrainske soldater, der har søgt tilflugt i det belejrede Azovstal-stålværk i Mariupol.
Det skriver Reuters.
– Der er nået en aftale om at flytte de sårede, lyder det ifølge nyhedsbureauet i en udtalelse fra det russiske forsvarsministerium.
Soldaterne vil blive evakueret til den russisk-kontrollerede by Novoazovsk, hvor der er adgang til lægehjælp.
Den ukrainske viceforsvarsminister Hanna Malyar udtaler, at for meget information kan skade processen.
– Eftersom processen er i gang, kan vi ikke sige, hvad der sker lige nu, siger hun til ukrainsk tv ifølge Reuters.
Området omkring stålværket har i flere uger været under beskydning.
Derfor har både ukrainske civile og soldater søgt tilflugt i stålværket.
De fleste civile er blevet evakueret med hjælp fra FN og International Røde Kors i løbet af den seneste måned.
Den ukrainske vicepremierminister Iryna Veresjtjuk har 7. maj via et opslag på det sociale medie Telegram oplyst, at alle kvinder, børn og ældre er blevet evakueret.
– Præsidentens ordre er udført: Alle kvinder, børn og ældre er blevet evakueret fra Azovstal. Denne del af Mariupols humanitære mission er blevet fuldført, skrev hun dengang.
Her lød det ifølge det russiske nyhedsbureau Tass også, de ukrainske soldater ikke viste tegn på, at de kunne finde på at overgive sig.
Soldaterne er altså på stålværket endnu. Videoer og billeder florerer forskellige steder på internettet og viser ifølge Reuters tilfælde af alvorlige skader.
/ritzau/











