Den unge basketstjerne Grant Williams blev den afgørende faktor, da Boston Celtics søndag sendte de forsvarende mestre Milwaukee Bucks ud af NBA’s slutspil med en sejr på 109-81.
Med 27 point leverede Williams en stærk præstation, og han var særligt dødelig fra trepointslinjen, hvor han sænkede 7 ud af 18 forsøg.
Aftenens kamp var den syvende og afgørende i serien mellem de to hold, der endte 4-3 i Bostons favør.
Holdet er nu klar til playoff-finalen i den østlige konference, hvor Miami Heat venter. Vinderen af den serie på syv kampe går videre til NBA-finalen.
Det var ikke kun 23-årige Grant Williams, der var godt skydende i søndagens opgør.
Som hold sænkede Boston Celtics således 22 ud af 55 forsøg fra trepointslinjen, og den præcision blev afgørende, da Milwaukee Bucks til sammenligning kun sænkede 4 ud af 33 trepointsforsøg.
NBA-stjernen Giannis Antetokounmpo gjorde ellers sit til at holde de forsvarende mestre inde i kampen med 25 point, 20 rebounds og ni oplæg, men det var ikke nok til at gøre forskellen.
Boston Celtics har de seneste sæsoner været fast inventar i de afgørende runder af NBA’s slutspil. Holdet har dog ikke vundet mesterskabet siden 2008.
/ritzau/











