Venstre vil have Folketingets ledelse ind i sag om Claus Hjort

    Folketingets ledelse skal sikre, at alle Folketingets medlemmer får viden om, hvad regeringen vil tiltale tidligere minister Claus Hjort Frederiksen (V) for.

    Den opfordring kommer Karen Ellemann (V) med i Politiken. Hun vil have præsidiet, som er Folketingets øverste ledelse, og som hun selv er en del af, til at tage sagen op.

    Det skal ske, så hele Folketinget har indblik i sagen, når der skal tages stilling til, om Claus Hjort Frederiksens immunitet skal ophæves.

    – Når vi står med en så vanskelig sag, hvor regeringen vil tiltale et medlem af Folketinget, så er det vigtigt, at vi har viden om, hvad sagen drejer sig om. Hvorfor skulle vi ellers have bestemmelsen om immunitet?, siger Karen Ellemann til Politiken.

    Men Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S), siger til Politiken, at han forventer, at justitsminister Mattias Tesfaye (S) og partilederne finder en løsning.

    Justitsministeren har indkaldt partilederne i Folketinget til orientering om sagen mandag. Her vil justitsministeren oplyse om, hvorfor regeringen vil rejse tiltale i sagen.

    Grundloven sikrer, at medlemmerne af Folketinget har immunitet. De kan kun strafforfølges, hvis Folketinget stemmer for at ophæve deres immunitet.

    /ritzau/