Seks landes jurystemmer fra Eurovision er blevet underkendt

    European Broadcasting Union (EBU), der arrangerer Eurovision, har fundet uregelmæssigheder i stemmemønstrene for jurystemmerne fra seks lande ved den anden generalprøve og den anden semifinale ved årets Eurovision.

    Det skriver EBU i en udtalelse.

    Det har fået EBU til at udregne et realistisk resultat for både den anden semifinale og finalen. Udregningen er baseret på resultater for andre lande med lignende stemmeafgivelser, lyder det.

    Det oplyses ikke, hvilke seks lande der er tale om.

    Den proces er sket i samarbejde med det selskab, der står for den tekniske del af afstemningen, og er anerkendt af en uafhængig kontrolinstans.

    – EBU tager alle formodede forsøg på at manipulere med stemmeafgivelsen for Eurovision ekstremt alvorligt og har retten til at fjerne sådanne stemmer i overensstemmelse med de officielle regler for stemmeafgivelse, uanset om de stemmer, der fjernes, kan ændre på resultatet, lyder det i udtalelsen.

    /ritzau/