Herlufsholm Skole og Kostskole mister sit første medlem af bestyrelsen efter den omdiskuterede TV 2-dokumentar ‘Herlufsholms Hemmeligheder’.
Det drejer sig om Noemi Katznelson, ungdomsforsker og centerleder ved Aalborg Universitet.
Hun meddeler sin afgang i et debatindlæg i Altinget.
Udmeldingen kommer efter stor debat om skolens kultur fremført i dokumentaren. Her har TV 2 talt med 50 tidligere elever. Flere af dem fortæller om voldelig kultur, grov mobning og krænkelser.
– Der er elevfortællinger og oplevelser, som i omfang og karakter fuldstændig overstiger det, tidligere sager havde indikeret, skriver Katznelson.
Hun har været eksternt bestyrelsesmedlem siden 2019.
– Jeg fik undervejs en fornemmelse af nogle kulturelle og strukturelle udfordringer på skolen, men der tegnede sig ikke et egentligt mønster for mig, ligesom skolens trivselsundersøgelser ikke viser et så rystende billede som TV 2’s dokumentar, skriver forskeren.
Her blev Katznelson kontaktet af skolens bestyrelse, som søgte en ungdoms- og trivselskyndig på en af skolens to eksterne bestyrelsesposter.
Hun har blandt andet redigeret bogen ‘Den svære Ungdom’ om unges mistrivsel.
I indlægget fortæller hun, at en sag fra slutningen af 2021, hvor fire elever blev bortvist efter krænkelser af en anden elev, fik hende til at tage initiativ til en ekstern og uvildig pædagogisk undersøgelse af skolens kultur. Det bakkede resten af bestyrelsen op om.
/ritzau/











