Et fly fra Tibet Airlines er i brand, efter at det er kørt ud over landingsbanen i lufthavnen i storbyen Chongqing i det sydvestlige Kina.
Det skriver nyhedsbureauet AFP.
– Et fly fra Chongqing, der skulle til Lhasa, er i lufthavnen i Chongqing kørt ud over landingsbanen, hvilket fik flyet til at bryde i brand, lyder det fra det kinesiske statsmedie CCTV.
Tibet Airlines siger ifølge AFP, at passagerer og kabinepersonale er evakueret og i sikkerhed.
CCTV oplyser, at der er passagerer, der er kommet til skade i ulykken.
Angiveligt er samtlige personer sluppet fra ulykken med livet i behold, skriver nyhedsbureauet dpa.
Ifølge ubekræftede oplysninger var der 113 passagerer om bord på flyet fra Tibet Airlines, der skulle til Tibets hovedstad, Lhasa.
/ritzau/











