Det vil snart ikke længere være en anbefaling fra EU’s side, at der bruges mundbind i europæiske lufthavne og fly.
Det fremgår onsdag af en pressemeddelelse fra Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (Easa), der hører under EU.
Anbefalingen fjernes fra mandag den 16. maj, lyder det.
– Fra næste uge vil det ikke længere være obligatorisk at bruge mundbind på alle flyrejser. Det følger udviklingen i restriktionerne hos nationale myndigheder på tværs af Europa, siger Easa-chef Patrick Ky.
– For passagerer og besætningsmedlemmer er det her et stort skridt imod en normalisering af flyrejser, lyder det i en udtalelse.
Lande, lufthavne og luftfartsselskaber kan stadig selv beslutte at indføre krav om, at passagererne skal bære mundbind.
Det vil blandt andet være tilfældet i Europas mest folkerige land, Tyskland.
– Vi beholder kravet om at bruge mundbind på alle indenrigsflyvninger og på alle fly, der letter fra eller lander i Tyskland, siger Hanno Kautz, der er talsmand for det tyske sundhedsministerium.
Danmark fjernede kravet om mundbind i danske lufthavne i marts i år.
Dog har der stadig været krav om brug af mundbind hos nogle luftfartsselskaber og i en række europæiske lufthavne.
/ritzau/AFP











