Muligt nordirsk magtskifte stjæler fokus ved britiske valg

    Storbritannien har torsdag indledt en lang række lokale og regionale valg, hvor der navnlig hersker stor spænding om udfaldet af valget i Nordirland.

    Her tyder meningsmålinger på et historisk resultat, da det pro-irske parti Sinn Féin for første gang nogensinde står til at vinde.

    Dette ventes at skabe nye politiske problemer for den allerede trængte britiske premierminister, Boris Johnson.

    Det nordirske valg skiller sig ud ved at dække én fælles forsamling – de 90 mandater i Stormont i Belfast. I England, Skotland og Wales er der valg til kommunal- og lokalråd, herunder i hele London, samt syv direkte borgmestervalg.

    I Nordirland viste en måling fra Survation i weekenden, at Sinn Féin står til at få over 22 procent af stemmerne, mens Det Demokratiske Unionistparti (DUP) står til at få omkring 20 procent. Midterpartiet Alliance er i valgkampens slutfase halet stærkt ind på DUP og står til knap 20 procent af stemmerne.

    Lige siden briterne i 1921 etablerede Nordirland som en slags ministat inden for Storbritannien – ved siden af England, Skotland og Wales – har probritiske protestantiske unionister styret Belfast.

    Venstrefløjspartiet Sinn Féin er republikansk, katolsk og nationalistisk. Det ønsker at skabe ét samlet Irland, hvilet det protestantiske flertal i Nordirland er stærkt imod.

    Sinn Féin udgjorde engang den politiske fløj af den irske oprørsbevægelse IRA. I 1970’erne og 1980’erne var det ulovligt at give partiets ledere taletid i radio og tv.

    De første resultater fra England ventes at tikke ind i løbet af natten til fredag og fredag morgen, mens optællingen først begynder fredag i Skotland, Wales og Nordirland.

    /ritzau/Reuters