Rusland: Våbenhvile ved stålværk skal lade civile komme ud

    Russiske styrker vil indstille skydningen ved Azovstal-stålværket i Mariupol i perioder de kommende tre dage for at lade civile komme ud.

    Det oplyser det russiske forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauet AFP.

    Der har onsdag været meldt om hårde kampe ved stålværket, hvor de sidste forsvarsenheder i byen er forskanset sammen med et ukendt antal civile.

    Ifølge Rusland vil civile nu få mulighed for enten at rejse til Rusland eller ukrainsk-kontrolleret territorie fra værket.

    – Den russiske hær vil fra klokken 08.00 til 18.00 (Moskva-tid, red.) den 5., 6. og 7. maj åbne en humanitær korridor fra Azovstal-stålværket for at evakuere civile, står der i en meddelelse fra forsvarsministeriet.

    – I denne periode vil russiske styrker og Folkerepublikken Donetsks enheder indstille alle fjendtligheder.

    Flere gange er humanitære korridorer – sikre evakueringsveje – dog slået fejl i løbet af krigen.

    /ritzau/AFP