Ungarn kræver undtagelser i EU-forslag om forbud mod russisk olie

    Ungarn ønsker ikke at støtte det nuværende forslag fra EU om at forbyde import af russisk olie.

    Det siger Ungarns udenrigsminister, Peter Szijjarto, på Facebook ifølge AFP.

    I sin nuværende form vil forslaget ifølge Szijjarto “fuldstændig ødelægge” den ungarske sikkerhed for energiforsyning.

    Derfor kan Ungarn “ikke ansvarsfuldt stemme for forslaget”, siger han.

    – Denne sanktionspakke vil fuldstændig ødelægge sikkerheden omkring Ungarns energiforsyning, siger Szijjarto i en video på sin Facebook-side.

    EU-forslaget lægger lige nu op til et gradvist forbud mod import af russisk olie hen over de næste seks måneder. Ved udgangen af 2022 skal import af russisk olie helt forbydes.

    Ungarn og Slovakiet, som begge er meget afhængige af den russiske olie, står dog til at kunne importere olien frem til slutningen af 2023.

    Repræsentanter fra de 27 EU-lande har onsdag været samlet for at diskutere forslaget. Det har brug for støtte fra alle medlemslande, for at det kan komme i effekt.

    Den ungarske udenrigsminister har sagt, at landet vil støtte forslaget, hvis råolie leveret via rørledninger bliver undtaget af EU’s forbud.

    Ungarn får leveret en stor del af sit olieforbrug via rørledning fra Rusland. Det samme gør Slovakiet.

    Ifølge den ungarske regering kommer 65 procent af landets olie fra Rusland. Og for gas er det hele 85 procent.

    EU’s forslag om at forbyde import af russisk olie er en del af den seneste sanktionspakke mod Rusland. Sanktionspakkerne er kommet som reaktion på den russiske invasion af nabolandet Ukraine.

    /ritzau/