Mattias Tesfaye (S) opfordrer Kaare Dybvad Bek (S) til at huske det lange lys, når han overtager posten som udlændinge- og integrationsminister.
Det siger han mandag. Her er der overdragelse i ministeriet, efter at Mattias Tesfaye har sagt ja til at blive justitsminister efter Nick Hækkerup, som forlader politik for en stilling som direktør for Bryggeriforeningen.
– Der er virkelig en tendens til at fokusere på det, der skal i avisen i morgen, eller hvad en ordfører vil have svar på lige nu, siger Mattias Tesfaye.
– Derfor gælder det om at have det lange lys slået på og insistere på, at man ikke på stående fod kan svare på, hvad der er det rigtige at gøre.
– Er der en, der er i stand til at se langt, så er det dig, siger Tesfaye om sin afløser på posten.
/ritzau/











