Hækkerup forstår godt undren over jobskift: Har selv valgt det

    Nick Hækkerup forstår godt, at folk undrer sig over, at han skifter fra jobbet som justitsminister til at blive direktør i Bryggeriforeningen.

    Det siger han på vej ind til afskedsaudiens hos dronningen.

    – Men jeg er ikke kørt død. Jeg er faktisk glad for dansk politik og kan rigtig godt lide dansk politik, men jeg vil også gerne prøve noget andet i mit liv, siger Nick Hækkerup.

    Han annoncerede sent søndag, at han fra 1. juni bliver ny direktør i interesseorganisationen, og han udtræder dermed af Folketinget efter 15 år.

    Skiftet sker kort efter, at regeringen har foreslået at hæve aldersgrænsen for køb af alkohol til 18 år. Noget, som Bryggeriforeningen ikke går ind for.

    Nick Hækkerup vil dog ikke helt svare på, om han nu er imod regeringens forslag om at hæve alkoholgrænsen.

    – Jeg kommer til at tage den rolle på mig, som det er at være direktør i Bryggeriforeningen.

    – Jeg har noteret mig, at de unge socialdemokrater (DSU, red.) synes, at man i stedet skal se på procentgrænsen og ikke aldersgrænsen, siger han.

    Han siger også, at han ikke er blevet “presset” til at gå af som minister.

    – Jeg har selv valgt at gøre det her.

    Ny justitsminister er tidligere udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), der tidligere mandag var i audiens hos dronning Margrethe sammen med statsminister Mette Frederiksen (S).

    /ritzau/