Politi affyrer tåregas ved urolig 1. maj-demo i Paris

    Politi i Paris bruger søndag tåregas mod en gruppe sortklædte demonstranter, der har smadret butiksvinduer og sat ild til skraldespande under en 1. maj-demonstration i den franske hovedstad.

    Uromagerne har ifølge politiet angrebet de brandfolk, der forsøger at slukke ilden.

    En såkaldt “sort blok” af anarkister har knust ruderne i en McDonald’s og hos diverse ejendomsmæglere.

    De protesterer blandt andet mod genvalget af præsident Emmanuel Macron ved præsidentvalget for en uge siden.

    Macron har varslet en forhøjelse af pensionsalderen, og det er der udbredt utilfredshed med blandt demonstranterne.

    – Pension inden gigt, lyder det på et af de bannere, demonstranterne holder.

    – Ud med Macron, står der på flere andre.

    Den franske indenrigsminister, Gérald Darmanin, kalder volden “uacceptabel”. Han tilføjer, at det er den “yderste venstrefløj”, der står bag.

    – I Paris er der allerede foretaget 29 anholdelser indtil videre, skriver ministeren på Twitter klokken 18.30.

    Langt størstedelen af de demonstranter, der var på gaden i Paris søndag, var fredelige.

    Blandt dem var også venstrefløjspolitikeren Jean-Luc Mélenchon, der blev nummer tre ved præsidentvalget efter Macron og højrefløjslederen Marine Le Pen.

    – Vi giver os ikke en tomme i spørgsmålet om pensioner, siger han i en tale ved demonstrationen.

    Frankrig holder parlamentsvalg den 12. og 19. juni.

    Mélenchon forsøger at samle venstrefløjen for at kunne yde modstand mod Macrons reformplaner. Men indtil videre er det ikke lykkedes ham.

    /ritzau/Reuters