Der er en plan for, hvor den danske landsholdsspiller Magnus Saugstrup skal spille de næste mange år.
Søndag har hans tyske arbejdsgiver, bundesligaklubben Magdeburg, offentliggjort, at parterne er blevet enige om en ny kontrakt. Den løber frem til sommeren 2026, skriver klubben på sin hjemmeside. Det er to år længere end hans tidligere kontrakt.
Den 25-årige dansker kom til klubben forud for sæsonen og er hurtigt blev en fast del af holdet i den tyske topklub.
– Vi har spillet godt i min første sæson i klubben, og min familie føler sig godt tilpas i Magdeburg, så derfor har jeg ikke tøvet med at skrive under på en kontraktforlængelse. Nu glæder jeg mig til at fortsætte arbejdet i de kommende år med dette stærke hold, siger Saugstrup om forlængelsen.
Nordjyden har også imponeret Magdeburg-træner Bennet Wiegert.
– Magnus har spillet en fantastisk første sæson i Magdeburg, og han bliver bedre og bedre i Bundesligaen. Han er en af de mest talentfulde stregspillere i Europa, og vi er glade for også at råde over ham i fremtiden, siger cheftræneren.
Saugstrup og co. fører Bundesligaen forud for den afsluttende del af sæsonen.
I landsholdsregi var danskeren med til at vinde VM-guld i Egypten sidste år. Efterfølgende blev det også til OL-sølv i Tokyo, før han ved EM i år var med på bronzeholdet.
Saugstrups forlængelse kommer dagen efter, at Mads Mensah forlængede sin kontrakt med Flensburg-Handewitt.
/ritzau/











