Militær i Guinea vil lade civilt styre komme til om tre år

    Lederen af Guineas militær oplyser, at landet igen skal ledes af en civil regering efter en overgangsperiode på 39 måneder.

    Det skriver BBC.

    I en tv-tale siger oberst Mamady Doumbouya, at forslaget nu skal til debat i Guineas parlament.

    Doumbouyas hær væltede sidste år den siddende præsident Alpha Conde i et kup, hvilket indledningsvist blev budt velkommen af mange guineanere.

    Men siden er utilfredsheden vokset, efter at militærjuntaen ikke har ladet et civilt styre komme til magten.

    Militæret sagde i fredags, at det overvejede en overgangsperiode på mellem 18 og 52 måneder efter trusler om sanktioner fra den vestafrikanske sammenslutning Ecowas.

    Ifølge Mamady Doumbouya skal perioden på 39 måneder derfor ses som det “midterste forslag”.

    I kølvandet på sidste års kup blev der oprettet et overgangsråd bestående af 80 medlemmer. Rådet fungerer som Guineas parlament og har til opgave at fastsætte en dato for landets næste valg. Dette er dog ikke sket endnu.

    Oberst Mamady Doumbouya har lovet, at ingen fra den midlertidige regering – inklusive ham selv – vil få lov til at stille op til nogen fremtidige valg.

    Guineas militær væltede Alpha Conde i september 2021. Det skete, efter at præsidenten var blevet beskyldt både korruption og menneskerettighedskrænkelser.

    Condes popularitet var inden kuppet dalet, fordi han ændrede Guineas forfatning, så han kunne stille op til en tredje periode som præsident.

    Mamady Doumbouya, der tidligere har gjort tjeneste i den franske fremmedlegion, blev måneden efter kuppet indsat som Guineas midlertidige præsident.

    Han lovede at skabe en ny regering med civile ledere i løbet af få uger, men gjorde det ikke.

    Mange guineanere så dengang kuppet som muligheden for en frisk start. Både FN, Den Afrikanske Union og Ecowas har dog fordømt militærets magtovertagelse og krævet, at en civil ledet regering bliver indsat hurtigst muligt.

    /ritzau/