Koerstz Madsen falder ud af top-10 ved LPGA-turnering i USA

    Efter et par gode dage i USA kom golfspilleren Nanna Koerstz Madsen natten til søndag dansk tid ned på jorden igen ved LPGA-turneringen Palos Verdes Championship.

    I tredje runde gik danskeren de 18 huller på banen i Californien i 72 slag – et slag over banens par. Det betyder, at hun er gledet ud af top-10 og nu ligger på en samlet 20.-plads.

    Nanna Koerstz Madsen startede dagen som delt nier og lagde egentlig fint fra land på de første ni huller, hvor det blev til otte par og en enkelt birdie.

    Men med fire bogeys på de sidste ni huller kunne danskeren lige så stille se sin placering i toppen af feltet forsvinde.

    Den 27-årige golfspillers samlede score for turneringen er tre slag under par efter de første tre runder. Det er fem slag efter den førende australier Hannah Green.

    Nanna Koerstz Madsen blev i marts den første dansker nogensinde til at vinde en LPGA-turnering. Hun har aldrig tidligere spillet med ved Palos Verdes Championship, da turneringen bliver afviklet for første gang i år.

    Turneringen har en samlet præmiesum på 1,5 millioner dollar svarende til godt ti millioner kroner.

    Danskerne Emily Kristine Pedersen og Nicole Broch Estrup deltog også i Palos Verdes Championship, men de missede begge cuttet efter anden runde.

    Finalerunden afvikles natten til mandag dansk tid.

    /ritzau/