Prinsesse Isabella og hendes forældre, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, ankom lørdag i strålende solskin til Fredensborg Slotskirke kort før klokken 12.00.
Her skal prinsesse Isabella iført hvide bukser og jakke lørdag formiddag konfirmeres.
Prinsessens farmor, dronning Margrethe, stod klar med kram til familien, da de ankom.
Forinden ankom prins Joachim og prinsesse Marie med deres til sammen fire børn.
Konfirmationen foregår ved kongelig konfessionarius biskop Henrik Wigh-Poulsen.
Efterfølgende fejres prinsessen privat af familie og venner.
Ifølge B.T. skal bandet Danseorkestret optræde ved prinsessens konfirmation.
Fredensborg Slotskirke har været anvendt til kongelige konfirmationer siden 1915. Der er ikke andre konfirmander i kirken den dag, hvor et medlem af kongehuset konfirmeres.
Fredensborg Slotskirke dannede også rammen om hendes dåb, som fandt sted 1. juli 2007.
Inde i kirken er der i dagens anledning pyntet med blomsterdekorationer. Det oplyser kongehuset på sin hjemmeside.
I udsmykningen indgå en særlig sort af hortensiaer med navnet “Princess of Passion”. Den fik navnet af kronprinsesse Mary i 2019 ved Odense Blomsterfestival.
Prinsesse Isabella er nummer tre i tronfølgen efter sin far, kronprins Frederik, og sin storebror, prins Christian.
I august 2013 begyndte hun i skole på Tranegårdskolen i Hellerup nord for København. Hun går nu i 8. klasse.
Efter sommerferien begynder hun i 9. klasse på Herlufsholm. Hun skal bo på kostskolen, hvor også prins Christian er kostskoleelev.
Prinsessen har ved flere lejligheder gjort sig bemærket. Særligt ved sin storebrors konfirmation i 2021, hvor det blev fanget på video, at hun sagde til sin mor, kronprinsesse Mary: “Sagde du ikke, at jeg skulle gå med farmor? Altså, er du helt væk?”.
/ritzau/











