Motorcyklist kørte 250 kilometer i timen på Amager

    En motorcyklist på Amagermotorvejen sprængte fredag alle tænkelige fartgrænser, da hastigheden ramte 250 kilometer i timen.

    Det skriver Københavns Politi på Twitter.

    Føreren blev standset af politiet og fik beslaglagt sin motorcykel efter reglerne om vanvidskørsel. Desuden blev han sigtet for netop vanvidskørsel.

    Motorcyklisten blev standset i Københavns politikreds, men var forinden kommet i politiets søgelys i Hvidovre.

    Københavns Vestegns Politi oplyser således på Twitter, at politiet satte efter motorcyklisten i Hvidovre, som så fortsatte til Amager.

    Vanvidskørsel omfatter blandt andet overskridelser af hastighedsgrænsen på mere end 100 procent.

    Spirituskørsel med en promille over 2,00 regnes også for vanvidskørsel.

    Siden 31. marts 2021 har politiet haft mulighed for at beslaglægge et køretøj på stedet, hvis der er tale om vanvidskørsel.

    Derefter er det op til retten at afgøre, om bilen skal konfiskeres og altså ikke tilbage til ejeren.

    /ritzau/