Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, advarer fredag om, at fredsforhandlingerne med Rusland er i fare for at kollapse, på grund af den vrede krigen har antændt i den ukrainske befolkning.
Repræsentanter for de to lande har ikke mødtes ansigt til ansigt siden 29. marts, men har i stedet holdt samtaler over video.
Den seneste måned har atmosfæren dog nået et nyt lavpunkt. Blandt andet efter at Ukraine har beskyldt Rusland for at begå krigsforbrydelser i forbindelse med tilbagetrækningen fra området omkring Ukraines hovedstad, Kyiv.
– Risikoen for, at forhandlingerne slutter, er stor, på grund af det som de (russerne, red.) har efterladt. Indtrykket er, at de har en drejebog for at dræbe almindelige mennesker, siger Zelenskyj ifølge nyhedsbureauet Interfax til en gruppe polske journalister.
Han tilføjer om stemningen blandt den ukrainske befolkning:
– Efter det, der er sket i Butja og Mariupol, har folk bare lyst til at dræbe dem. Når den slags holdninger eksisterer, så er det svært at tale om tingene.
Rusland har i de ni uger, krigen har varet, afvist samtlige beskyldninger om, at landets styrker har begået krigsforbrydelser og målrettet angrebet civile.
Og modsat Zelenskyj så mener Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, at det er ukrainernes skyld, at fredsforhandlingerne er gået i stå.
Det siger han til det russiske nyhedsbureau RIA.
– Vi sidder fast på grund af deres modstridende meldinger, på grund af deres lyst til konstant at spille spil og – så vidt jeg kan se – på grund af instruktionerne de får fra Washington, London og andre hovedstæder om ikke at sætte fart under forhandlingsprocessen, siger Lavrov.
Et par af stridspunkterne mellem Rusland og Ukraine handler blandt andet om udbryderregionerne Donetsk og Luhansk samt halvøen Krim.
Rusland vil nemlig ikke acceptere, at Vesten stiller Ukraine sikkerhedsgarantier i disse områder. Det siger Sergej Lavrov fredag til Interfax.
Krim-halvøen blev i 2014 annekteret af Rusland, mens der i Luhansk og Donetsk blev skabt to selvudnævnte prorussiske udbryderrepublikker.
De to østlige regioner er samlet kendt som Donbas. Det er her, Rusland de seneste uger har flyttet sit militære fokus hen, efter at det ikke lykkedes at erobre Kyiv.
Det britiske forsvarsministerium oplyser i sin seneste efterretningsrapport, at Ruslands landvindinger i området hidtil har været begrænsede, og at de har medført “en høj pris”.
Samme melding kommer fra Ukraine, der dog erkender at have mistet kontrollen med flere byer.
– Vi har lidt alvorlige tab, men Ruslands tab er meget, meget større. Deres tab er kolossale, siger præsident Zelenskyjs rådgiver Oleksiy Arestovych fredag.
Ukraines vestlige allierede som USA og Storbritannien har i denne uge givet udtryk for, at der er en reel tro på, at ukrainerne kan vinde krigen.
/ritzau/Reuters











