En dansker, der angiveligt er rejst til Ukraine for at kæmpe mod Rusland, er blevet dræbt i Ukraine.
Det oplyser den ukrainske ambassade i Danmark til Jyllands-Posten. Ritzau forsøger at få bekræftet oplysningen af ambassaden.
Ifølge Jyllands-Postens oplysninger er der tale om en 25-årig dansk mand.
Han skal angiveligt være rejst til Ukraine, efter at han i marts menes at have registeret sig hos Ukraines ambassade i Danmark med henblik på at blive optaget i den internationale hær for at kæmpe mod Rusland.
Det er uklart, hvor og i hvilken sammenhæng manden har mistet sit liv.
Jyllands-Posten skriver, at der er tale om det første kendte dødsfald blandt danskere, der har tilsluttet sig den ukrainske hær.
Udenrigsministeriet har endnu ikke kunnet bekræfte, at en dansk mand skal være omkommet i krigen i Ukraine.
– Udenrigsministeriet er i dialog med de ukrainske myndigheder for at undersøge de fremkomne oplysninger, skrev ministeriet tidligere fredag i en mail til Ritzau.
TV 2 kunne allerede torsdag berette om den dræbte 25-årige. Ifølge TV 2 mistede manden livet tirsdag i et angreb på byen Mykolajiv. Byen ligger i det sydlige Ukraine.
Til Jyllands-Posten oplyser den ukrainske ambassade i Danmark, at der nu arbejdes på at få liget af den dræbte dansker hjem til Danmark.
– Den danske ambassade i Ukraine vil håndtere transporten af hans lig til Danmark, oplyser den ukrainske ambassade i Danmark til avisen.
Den danske ambassade i Ukraines hovedstad, Kyiv, har været lukket siden 24. februar, hvor Rusland invaderede og indledte en krig mod Ukraine.
På grund af krigen rykkede ambassaden og dens medarbejdere midlertidigt til en anden lokation i Ukraine.
/ritzau/











