Patienter i Region Midtjylland har muligvis fået amputeret et ben, en hofte eller et lår uden grund.
Det skriver Ekstra Bladet på baggrund af en pressemeddelelse fra regionen selv.
En ekstern analyse i Region Midtjylland viser, at behandlinger til at forebygge amputation på afdelingen for karkirurgi generelt udføres for sent i behandlingsforløbet på Aarhus Universitetshospital.
Dermed øges risikoen for amputation.
– Vi kan desværre ikke udelukke, at nogle kunne have undgået amputation eller udsat tiden til amputation, siger koncerndirektør Ole Thomsen.
Den berørte afdeling behandler patienter med sygdomme som åreforkalkning og udposninger på blodkarrene.
Patienterne kan søge om erstatning.
– Vi orienterer nu karkirurgiske patienter, der har fået amputeret benet ved hofte, lår, knæ eller underben indenfor de seneste år, om deres erstatnings- og klageadgang, siger Ole Thomsen.
/ritzau/











