En ny historisk udredning om forholdene for borgere anbragt inden for særforsorgen i 1933-1980 viser, at der blev begået overgreb på de borgere, der var anbragt.
Det skriver Information.
Udredningen, der i løbet af de seneste to år er udarbejdet af forskere fra Blandt andet Syddansk Universitet (SDU) og Rigsarkivet, er for nylig sendt til Folketingets Social- og Ældreudvalg.
Særforsorgen, der før i tiden blev kaldt åndssvageforsorgen, havde ansvar for borgere, der dengang blev betegnet som åndssvage.
Det kunne være personer med en IQ under 75, døve, blinde, handicappede, talehæmmede eller epileptikere.
De overgreb, som de anbragte borgere blev udsat for, tæller vold, seksuelle overgreb eller unødig brug af magt som fiksering eller indespærring.
Flere fagpersoner på området kalder rapporten god og grundig.
Knud Aarup, der er tidligere direktør i Socialstyrelsen, kalder rapporten “skræmmende læsning”.
– Det gælder især er par af konklusionerne. For det første at behandlingen af åndssvage har været så gennemgående rædselsfuld. De er simpelthen ikke set som mennesker i egen ret, og de er systematisk udsatte for overgreb.
– For det andet er jeg skræmt over, at den eugeniske (racehygiejniske, red.) tænkning er så tydeligt især over for mennesker med psykisk funktionsnedsættelse, siger han.
Ifølge Information er det uundgåeligt, at udredningen vil sætte gang i en diskussion om, hvorvidt de anbragte i særforsorgen skal have en undskyldning i lighed med Godhavnsdrengene og de grønlandske eksperimentbørn.
Social- og ældreminister Astrid Krag (S) ønsker på nuværende tidspunkt ikke at tage stilling til, om der er behov for en undskyldning.
I en mail til Information skriver hun, at udredningen er modtaget, og at den skal granskes nøje, før man træffer en beslutning om, hvad der skal ske.
/ritzau/











