Carlsberg løfter salget trods uro afløst af krig i Ukraine

    Trods uro som følge af krigen i Ukraine har Carlsberg i første kvartal 2022 fået en større omsætning.

    Det oplyser det danske bryggeri i en handelsopdatering for kvartalet.

    I opdateringen har Carlsberg i sine tal fraregnet den russiske forretning, da den er på vej til at blive frasolgt.

    I alt har Carlsberg i kvartalet omsat for 14,9 milliarder kroner. Det er en vækst på 27 procent i forhold til samme kvartal året før.

    Opdateringen indeholder ikke andre nye tal end omsætningen. Det vides altså ikke, hvordan Carlsbergs indtjening har udviklet sig i perioden.

    Mod slutningen af tredje kvartal- cirka en måned efter krigen i Ukraine startede – meddelte Carlsberg, at bryggeriet vil sælge sin russiske forretning.

    I opdateringen oplyser Carlsberg, at salgsprocessen stadig pågår.

    – Indtil en handel gennemføres, vil vi fortsætte med at have aktiviteter på det tidligere oplyste niveau af hensyn til de 8400 russiske ansatte og deres familier, skriver Carlsberg.

    /ritzau/