Kofod: Betaling for gas i rubler er i strid med sanktioner

    Det vil være i direkte modstrid med EU’s sanktioner mod Rusland, hvis europæiske virksomheder betaler for russisk gas i den russiske valuta, rubler.

    Det siger udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

    Meldingen fra udenrigsministeren kommer, efter at Rusland har lukket for gasleverancer til Polen og Bulgarien.

    – Der er bred enighed i EU og blandt G7-landene om at afvise det russiske krav. Det vil være i direkte modstrid med EU’s sanktioner, hvis europæiske virksomheder betaler for russisk gas i rubler, sådan som det fremgår af kravet, siger Jeppe Kofod i en skriftlig kommentar.

    Kravet er kommet som følge af krigen mellem Rusland og Ukraine, der brød ud, da russiske styrker gik ind i nabolandet 24. februar.

    Siden har EU og andre vestlige lande indført sanktioner mod Rusland.

    Russerne har i første omgang svaret igen med et krav, om at betalingen for gas skulle falde i rubler og i en bestemt bank.

    Et krav, der i vid udstrækning er blevet afvist fra europæiske køberes side. Eksempelvis har danske Ørsted afvist at ændre betingelserne for betalingen.

    Afvisningen er i denne uge gået ud over Bulgarien og Polen, hvor det russiske gasselskabet Gazprom har stoppet leverancerne.

    Gazprom siger, at forsyningerne først vil blive genoptaget, når de to EU-lande indvilger i kravet om at betale for gassen i rubler. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

    Ifølge den danske udenrigsminister giver situationen anledning til at lægge endnu mere pres på Rusland og præsident Vladimir Putin.

    – Kravet kan ikke tolkes som andet end stigende desperation i Kreml og som et udtryk for, at sanktionerne virker.

    – Vi bliver ved med at presse på, for at EU vedtager de hårdest mulige sanktioner, så vi kan lægge maksimalt pres på Putins Rusland og stække den russiske krigsmaskine.

    – Det gælder også på energiområdet. Situationen understreger på alle måder behovet for hurtigst muligt at sikre uafhængighed af russisk gas i både Danmark og resten af EU, siger Jeppe Kofod.

    /ritzau/