En domstol i Myanmar har fundet den afsatte leder af landet, Aung San Suu Kyi, skyldig i korruption og har idømt hende fem års fængsel.
Det fortæller unavngivne kilder med viden om domsafsigelsen til nyhedsbureauerne AFP og Reuters.
Sagen, som Suu Kyi, onsdag er blevet dømt i, er blot en af i alt 11 anklager om korruption.
I denne sag er hun beskyldt for at modtage bestikkelse på 600.000 dollar i form af kontanter og guldbarrer.
Hun har selv tidligere kaldt anklagerne mod hende “absurde”.
Retssagen mod den 76-årige modtager af Nobels fredspris foregik bag lukkede døre.
I januar blev hun idømt tre års fængsel for besiddelse af walkie talkier, mens hun i december blev idømt fire års fængsel for henholdsvis at opildne til oprør mod militæret og for at bryde landets coronaregler.
Efter dommen i december sagde FN’s menneskerettighedschef, Michelle Bachelet, at dommen var “politisk motiveret”.
/ritzau/











