Minister: Koordineret støtte skal sikre ukrainsk sejr over Rusland

    Krigen i Ukraine er gået ind i en ny fase, og derfor er der brug for langt større koordination mellem landene i den støtte af både våben og nødhjælp, der gives til Ukraine.

    Sådan lyder det fra forsvarsminister Morten Bødskov (S) fra den amerikanske luftbase Ramstein Air Base i Tyskland, hvor han tirsdag deltager i et møde med allierede lande.

    – Virkeligheden er nu, at krigen går ind i en ny fase. Vi kan se ind i en længere konflikt. Derfor skal vi have mere styring, bedre struktur og en langt stærkere koordination nu og her, siger han.

    Og der er et klart mål, som ligger til grund for det, siger Morten Bødskov:

    – Vesten har i dag truffet den beslutning, at Putin (Vladimir Putin, Ruslands præsident, red.) ikke skal vinde, og at indsatsen for at sikre det bliver langt stærkere.

    Ifølge Morten Bødskov drejer samarbejdet sig både om nødberedskab, civilberedskab og våben, som skal sendes til ukrainerne i kampen mod Rusland, efter at russiske styrker gik ind i Ukraine 24. februar.

    Konkret er landene ifølge forsvarsministeren enige om, at Ukraine skal have det, de efterspørger. Det betyder således også såkaldt tunge våben.

    – Tidligere har der været mange lister om våben. Nu bliver det mere konkret. Man ved, hvad der er brug for. Og de enkelte lande bidrager så efter bedste evne i samarbejde, siger Morten Bødskov.

    På mødet tirsdag deltager både forsvarsministre og forsvarschefer fra Nato lande og fra andre lande, der ikke er med i forsvarsalliancen, men som har hjulpet Ukraine i krigen mod Rusland.

    Fra Danmark deltager ud over forsvarsministeren også forsvarschef Flemming Lentfer.

    Hvad samarbejdet konkret kommer til at betyde for Danmark og de bidrag, som Danmark giver, vil Morten Bødskov ikke nærmere ind på.

    Det samlede danske våbenbidrag er indtil videre kommet op over en milliard kroner. Senest blev der i sidste uge afsat 600 millioner kroner til militært udstyr og våben.

    Det står ikke klart, om der er flere danske bidrag på vej.

    – Det drøfter vi løbende med Folketinget. Der er ingen tvivl om, at vi kigger på et behov nu og her, og der er Danmark langt fremme med donationer.

    – Det afhænger af krigens udvikling og også af drøftelser med Folketingets partier. Men bredden og den enighed, der er, er historisk, og den er blevet taget rigtig godt imod her. Folketingets partier kan bestemt godt ranke ryggen, siger Morten Bødskov.

    /ritzau/