Mærsk laver milliardopjustering efter god start på året

    Året er startet ualmindeligt godt for A.P. Møller-Mærsk, der har oplevet en voldsom stigning i efterspørgslen af fragt af gods til søs.

    Det giver højere fragtpriser, og derfor opjusterer Mærsk tirsdag sine forventninger til driftsresultatet med det der svarer til 41 milliarder kroner.

    Tidligere forventede selskabet, at driften ville kaste et overskud på 24 milliarder dollar af sig.

    Men efter et bedre end ventet første kvartal, skruer Mærsk tirsdag op for forventningerne og regner med 30 milliarder dollar i overskud på driften i år.

    I danske kroner er det forskellen på 164 milliarder kroner og 205 milliarder kroner.

    Ifølge Mærsk er prisen på fragten af gods – det der kaldes fragtraterne – i gennemsnit 71 procent højere i det første kvartal i 2022 end i samme periode året før.

    Den nuværende situation på fragtmarkedet betegnes af Mærsk som “ekstraordinær”, og selv om den forventes at fortsætte lidt endnu, tror Mærsk ikke, at den varer evigt.

    I forventningerne til resultatet for hele 2022 har Mærsk indregnet, at der sker en normalisering af fragtmarkedet tidligt i den anden halvdel af 2022.

    Det travle fragtmarked, der også oplever voldsomme flaskehalse eksempelvis i Kina, betyder samtidig, at Mærsk forventer mindre vækst i den globale container-efterspørgsel.

    Det kan også aflæses af, at samtidig med at fragtraterne er steget voldsomt, er volumen faldet med syv procent.

    Når Mærsk opjusterer i den her størrelsesorden, vil det medføre en højere pris for Mærsk-aktien.

    Det eneste, der kan holde aktieprisen lidt i ave, kan ifølge investeringsøkonom hos Nordnet Per Hansen blive, at aktionærerne allerede forventede mere fra Mærsk.

    Mærsk-aktien er åbent med en stigning, der har skiftet lidt mellem seks og ni procent.

    Fremover vil både aktiens og Mærsks fremtid ifølge Per Hansen bliver præget af, hvor længe de høje priser på fragt kan blive oppe.

    – På lidt længere sigt vil det, der driver aktiekursen være forventningerne om, hvorvidt de unormale høje fragtrater, som vi ser i dag, om de kan blive et varigt fænomen, siger han.

    /ritzau/