Fire mænd, der har været på den første private rejse til Den Internationale Rumstation (ISS), er mandag vendt tilbage til Jorden.
Deres rumkapsel landede sikkert i havet ud for Florida mandag aften dansk tid efter en hjemtur, der varede omkring 16 timer.
Holdet på rumfartøjet har været på rejse i lidt over to uger.
Egentlig skulle de have været hjem efter otte dage, men dårligt vejr tvang dem til at udskyde hjemturen.
De lettede den 8. april fra Cape Canaveral i en Crew Dragon-kapsel med hjælp fra en Falcon 9-raket.
Turen til rumstationen tog næsten 21 timer, hvorefter der gik yderligere to timer, før besætningen kunne gå fra kapslen og om bord.
Holdet består af den amerikanske iværksætter Larry Connor, den israelske iværksætter og pilot Eytan Stibbe, den canadiske investor Mark Pathy samt den spansk-amerikanske astronaut Michael López-Alegría.
Sidstnævnte er den eneste uddannede astronaut, der var med på rejsen.
Bag missionen står Axiom Space sammen med Nasa og det private rumfartsselskab SpaceX, der er ejet af milliardæren Elon Musk.
Der har været rumturister på ISS adskillige gange før. Med Ax-1 er det dog første gang, at der er tale om en udelukkende privat besætning.
Forud for missionen tog rumskibets kaptajn, Michael López-Alegría, afstand fra udtrykket “rumturister” og påpegede, at det ikke er en ferie for besætningen.
Under opholdet på ISS har de deltaget i velgørenhed og forskningsprojekter om blandt andet stamceller og aldring i rummet. Det ligner det arbejde, som regeringsbetalte astronauter udfører under længere ture til ISS.
Billetprisen for de øvrige tre passagerer lyder på 55 millioner dollar for hver. Det svarer til omkring 381 millioner kroner.
Det er første gang, at den amerikanske rumfartsorganisation Nasa åbner lugerne til ISS for private rejsende.
/ritzau/Reuters











