Rapport: Hver femte elev i 8. klasse har været udsat for vold

    Mere end hvert femte barn i 8. klasse er inden for det seneste år blevet udsat for vold af deres forældre, stedforældre eller plejeforældre.

    Det angiver de i en undersøgelse fra Børns Vilkår. Det skriver Kristeligt Dagblad.

    13 procent af 8. klasses-eleverne angiver, at de mindst en gang inden for det seneste år i hjemmet er blevet skubbet, rusket, nevet eller revet i håret.

    Derudover angiver ni procent, at de er blevet udsat for enten slag med flad eller knyttet hånd, slag med genstande eller er blevet sparket af en forælder, stedforælder eller plejeforælder.

    Rasmus Kjeldahl, der er direktør i Børns Vilkår, kalder resultatet for chokerende.

    – Jeg er faktisk ret rystet over niveauet, og at det ikke ser ud til, at det er blevet bedre siden den sidste større undersøgelse for fem-seks år siden, siger han til Ritzau.

    Ifølge Rasmus Kjeldahl finder vold typisk sted i familier, der er under pres.

    Andre undersøgelser har ifølge Børns Vilkår vist, at misbrug, handicap, psykiske problemer hos voksne eller psykiatriske diagnoser blandt børnene øger risikoen for vold i hjemmet.

    – Det er måske voksne, der slår i afmagt, og som måske ikke har andre redskaber at reagere med end vold mod deres børn, siger Rasmus Kjeldahl.

    – Det kalder i min optik på, at der bliver gjort en særdeles stor indsats, siger han.

    Børneorganisationen mener blandt andet, at Folketinget bør tage FN’s 2030-mål om, at ingen børn til den tid udsættes for vold, alvorligt.

    Kjeldahl foreslår en ambitiøs handleplan, som involverer kommuner og sundhedsvæsenet, og at der skrues op for kommunikationskampagner og misbrugsbehandling.

    – Der er ikke ét trick, der kan løse det her problem, siger han.

    Rasmus Kjeldahl foreslår at sætte et mål om at halvere volden inden for en kort årrække.

    Socialminister Astrid Krag (S) siger til avisen, at hun er rystet over, at så mange børn bliver ofre for vold fra forældre.

    Ministeren siger, at der skal laves en ny handlingsplan for vold i nære relationer. Derudover håber Astrid Krag, at borgere bliver endnu bedre til at komme med underretninger, hvis de mener, at et barn muligvis udsættes for vold i hjemmet.

    – Ansvaret kan ikke ligge på børnenes skuldre. Hvis en idrætslærer ser de blå mærker, vil jeg håbe på, at det munder ud i en underretning, siger hun til Kristeligt Dagblad.

    Et bredt politisk flertal indgik sidste år en aftale med titlen “Børnene først”, som blandt andet har til formål at sikre, at børn bliver mere bevidst om deres rettigheder.

    /ritzau/