Rusland angriber jernbaner for at stoppe våben til Ukraine

    Rusland har med seks missilangreb ødelagt dele af jernbaner i Ukraine mandag.

    Det meddeler både forsvarsministeriet i Moskva og Ukraines militær.

    Angrebene har kostet mindst fem mennesker livet. Andre 18 er blevet såret. Det oplyser Ukraines statsanklager ifølge nyhedsbureauet AFP.

    – Redningsindsatsen er i gang. Efterforskere, anklagere og andre arbejder på stedet, meddeler statsanklagerens kontor.

    De mål, der er ramt, er forsyningsstationer, der ligger tæt ved jernbanestationer. Der er foretaget angreb forskellige steder i det centrale og vestlige Ukraine.

    Angrebene skal stoppe forsendelsen af våben fra vest og videre ind i Ukraine og til Donbass. Det oplyser en talsmand for det russiske forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauet Tass.

    Russiske styrker har også ødelagt flere militære anlæg, blandt andet et våbendepot nær Slavjansk i Donbass-regionen, tilføjer talsmanden.

    Tidligere mandag bekræftede Ukraines militære kommando ifølge Reuters, at Rusland forsøger at stoppe forsyningen af våben fra andre lande.

    – Russiske styrker ødelægger systematisk vores jernbaners infrastruktur, skrev den militære kommando på Facebook.

    – De forsøger at ødelægge forsyningsvejene for militærteknisk hjælp fra partnerlande. For at gøre det retter de angreb mod jernbaneknudepunkter.

    /ritzau/