Medier: Svensk og finsk Nato-beslutning kan komme i maj

    Sverige og Finland er nået til enighed om at indsende deres måske kommende Nato-ansøgninger samtidig.

    Det oplyser kilder til finske og svenske medier.

    Det kan ske allerede i midten af maj, skriver den finske avis Iltalehti. Avisen angiver ikke, hvor oplysningen stammer fra.

    Ifølge avisen har den svenske regering bedt Finland om at koordinere landenes besked om Nato-ansøgning.

    Det kan ske allerede om godt tre uger i forbindelse med, at Finlands præsident, Sauli Niinistö, er på statsbesøg i Sverige 17.-18. maj, skriver Iltalehti.

    Finland har tidligere udtrykt ønske om, at de to lande skal søge om medlemskab af den vestlige forsvarsalliance samtidig.

    Sveriges regering har hidtil ikke sagt noget om, hvornår der kan ventes en svensk melding om en mulig ansøgning om medlemskab af Nato.

    Regeringspartiet Socialdemokraterna har netop taget hul på en intern dialog om sikkerhedspolitik. Det er planen, at konklusionerne skal være klar 12. maj.

    Derefter skal partiets ledelse tage en beslutning om, hvorvidt Sverige skal søge om Nato-medlemskab. Det ventes at ske senest 24. maj.

    På et spørgsmål om, hvorvidt 24. maj ikke er lidt sent, hvis Sverige skal følges med Finland, svarer den svenske forsvarsminister Peter Hultqvist (S):

    – Vi giver besked, når vi er færdige med vores proces. Man skal have respekt for sådanne store beslutninger og sådanne særlige situationer, som vi befinder os i nu. Man har brug for lidt tid til at arbejde med denne type spørgsmål.

    Sideløbende med Socialdemokraternas interne proces arbejder den svenske regering på en ny sikkerhedspolitisk analyse. Det sker i lyset af Ruslands invasion af Ukraine den 24. februar.

    Det er endnu uklart, om den kommer til at indeholde en anbefaling om et svensk Nato-medlemskab.

    Efter Ruslands invasion af Ukraine er svenskernes holdning til Nato-medlemskab skiftet.

    Flere meningsmålinger har gennem de seneste to måneder vist, at et flertal af svenskerne nu går ind for, at Sverige slutter sig til alliancen.

    Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, sagde i begyndelsen af april, at ansøgningsprocessen kan være relativt hurtigt overstået for Sverige og Finland.

    I forvejen er der et tæt samarbejde mellem Nato og de to lande.

    Hvis Sverige og Finland beslutter at søge, skal ansøgningerne godkendes på et Nato-topmøde i juni. Derpå skal de igen godkendes i de 30 medlemslande.

    Hvis der ikke opstår problemer i den forbindelse, kan de to lande være nye medlemmer engang i efteråret, skriver nyhedsbureauet NTB.

    /ritzau/TT