Politi: Ikke tegn på forbrydelse bag dødsfald ved forsorgshjem

    Der er ind til videre ikke noget, der tyder på, at der ligger en forbrydelse bag en mands død søndag i Sakskøbing på Lolland.

    Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi mandag morgen i en pressemeddelelse.

    – Men inden den endelige konklusion afventer politiet resultatet af de retsmedicinske undersøgelser. Det vil formentlig blive senere i dag eller i morgen. Indtil da har politiet ikke yderligere oplysninger, lyder det.

    Politiet blev søndag formiddag kaldt ud til det mistænkelige dødsfald på Kalkbrænderivej, hvor manden var fundet død.

    En stor politiaktion blev sat i gang og varede mange timer ved forsorgshjemmet Saxenhøj ved Kalkbrænderivej nær Sakskøbing.

    Politiet foretog omfattende tekniske undersøgelser på stedet, indhentende og bearbejdede videoovervågning og afhørte flere personer.

    Søndag aften oplyste politiet til Ritzau, at den afdøde ikke var ansat på forsorgshjemmet.

    Kommunaldirektøren i Guldborgsund Kommune fortalte søndag til TV2 Øst og Lolland-Falsters Folketidende, at der er tale om en dybt tragisk hændelse.

    /ritzau/