Den franske højrefløjsleder Marine Le Pen erkender sit nederlag ved søndagens franske præsidentvalg. Det siger hun i en tale, efter at målinger har vist sejr til præsident Emmanuel Macron.
Nu vil Le Pen i stedet rette sit fulde fokus mod det kommende parlamentsvalg den 12. juni, siger hun i en tale til sine partifæller i National Samling.
De relativt gode resultater ved præsidentvalget giver partiet en fin platform at arbejde videre fra, mener Le Pen.
– Vores parti er klar, og vi kommer til at vinde mange pladser i parlamentet.
– Resultatet er en strålende sejr, siger hun på trods af, at de første prognoser og valgstedsmålinger giver Macron omkring 16 procentpoint flere stemmer end hende – omkring 58 procent til ham mod 42 procent til hende.
Marine Le Pen understreger, at hun vil fortsætte den politiske kamp mod den reformivrige præsident på den politiske midte.
Macron vil i de kommende fem år fortsætte de “brutale metoder”, han har udvist i de seneste fem år, mener hun.
Og han vil ikke gøre noget for at “reparere de brud, der splitter vores land og medfører lidelse for vores landsmænd”, siger Le Pen.
– Franskmændene har her til aften vist et ønske om en stærkt modvægt mod Emmanuel Macron og om en opposition, der fortsat vil forsvare og beskytte dem, siger hun.
– Mere end nogensinde vil jeg fortsætte mine forpligtelser over for Frankrig og det franske folk med den energi, vedholdenhed og hengivenhed, I kender mig for.
– Jeg vil aldrig svigte det franske folk, understregede Le Pen, inden hun og hendes støtter brød ud i den franske nationalsang, “Marseillaisen”.
/ritzau/











