En bil er søndag kørt ind i en tribune ved et monster truck-arrangement i bydelen Bjerke i den norske hovedstad, Oslo.
Det skriver politiet i Oslo på Twitter.
Seks personer er blevet kørt på hospitalet for at blive undersøgt, lyder det.
Det står tidligt søndag aften ikke klart, hvor slemt de er kommet til skade. De er dog alle ved bevidsthed, oplyser politiet.
En journalist fra den norske avis VG oplyser, at der skal være et barn blandt de tilskadekomne. Det er ikke bekræftet af politiet.
Politiet arbejder efter ulykken på at indsamle oplysninger fra vidner.
Søndagens arrangement foregik på en parkeringsplads uden for travbanen i Bjerke. Showet har kørt både fredag, lørdag og søndag.
VG skriver, at en bil kørte ind i tribunen og de tilskuere, der stod på den. Bilen kom ikke med høj fart, men nok til at ødelægge tribunens bænke.
/ritzau/











