Belgiske målinger giver Macron over 50 procent af stemmerne

    To uofficielle valgstedsmålinger fra den belgiske tv-station RTBF og avisen La Libre viser, at Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, ser ud til at vinde søndagens præsidentvalg over udfordreren, Marine Le Pen.

    Macron får ifølge de belgiske målinger mellem 55 og 58 procent af stemmerne.

    I Frankrig må valgstedsmålinger ikke offentliggøres, før de sidste valglokaler lukker klokken 20.

    Men medier i nabolandet Belgien er ikke omfattet af de regler.

    Målingerne er behæftet med en vis usikkerhed.

    De franske valgmyndigheder har meddelt, at Frankrigs otte store analyseinstitutter har lovet, at de ikke vil offentliggøre noget, der kan afspejle valgresultatet inden klokken 20.

    Alt, hvad der kommer frem om de mulige resultater inden da, kan i bedste fald betegnes som rygter, tilføjede valgkommissionen.

    Begge de to belgiske medier, der har offentliggjort valgstedsmålinger, understreger, at tallene er baseret på rundspørger foretaget ved de franske valgsteder frem til klokken 17.

    På det tidspunkt var der stadig over tre timer, til valgstederne lukker i Frankrigs store byer, herunder Paris.

    Det fremgår ikke af de to belgiske målinger, hvem der har udført dem.

    /ritzau/Reuters