14-årig dreng er stukket ned med kniv i Odense

    En 14-årig dreng er lørdag eftermiddag blevet stukket ned med kniv i Odense.

    Det oplyser Fyns Politi til B.T.

    Knivstikkeriet har fundet sted i Lærkeparken, der ligger i den østlige del af Odense.

    Den 14-årige dreng er efter knivstikkeriet hurtigt transporteret til Odense Universitetshospital. Han er i stabil tilstand og udenfor livsfare.

    Vagtchef Milan Holck Nielsen fortæller til B.T., at intet tyder på, at knivstikkeriet er banderelateret. I stedet er der formentlig tale om et internt opgør, siger han.

    – Vi er fortsat massivt til stede derude, og det bliver vi ved med at være. Vi er blandt andet i gang med at afhøre vidner og søge området med hundepatruljer, siger Milan Holck Nielsen til mediet.

    Der er endnu ingen anholdte i sagen. Politiet ved dog, at gerningsmanden er løbet fra stedet med den kniv, der blev brugt til at stikke den 14-årige ned.

    /ritzau/